VELKOMMEN TIL NY SÆSON I LOLLAND MUSIKSKOLE
SÆSON 2013-2014
Mine damer og herre, forældre og børn, pædagoger og ledere. Nu er foråret lige om hjørnet og det betyder at Lolland Musikskole er klar med næste sæsons program til daginstitutioner i Lolland Kommune. 12 institutioner har i den forgangne sæson sunget og spillet om cirkus, udlevet eventyr med drama og musik, ligesom der også er sunget om brandbiler, den frække abe og den søde struds.
Vi har pædagoger og medhjælpere i fokus på vores opkvalificerende kurser. Disse kurser tilrettelægges individuelt, så hver institution selv vælger hvad der skal arbejdes med. Er det temaer som sociale kompetencer, sproglig udvikling eller medarbejdernes musikfaglige kompetencer der skal inspireres og udvikles? Det er op til den enkelte institution at vælge.
Vores nye tilbud i 2013-2014 er indspilning af egen cd. Vi tilbyder, at hver institution kan indsynge nogle af de sange, som er brugt i musikforløbene. Disse sange bliver derefter produceret og brændt på cd, som kan købes af forældre eller institutionen. Vi håber, at det bliver en stor succes at have en kreativ proces omkring cd-indspilning, da det jo handler om skabe et fælles værk for med og af børn.
Musik er et fælles sprog, der sprænger alle sproglige grænser. Sang og spil kan effektivt bygge bro på tværs af kulturel baggrund, skabe glæde og fællesskabsfølelse samtidig med, at vi udforsker vores kreative skabende evner – store som små.